Kjælle Caspers mor bliver også beskrevet i H.P. Hansens bøger. Hendes børneopdragelse lever nok ikke helt op til dagens standard. Hun havde blandt andet en idé om at Brændevin var bedre til trøst end en sut.
Følgende er fra ”Natmandsfolk og Kjæltringer”, uddraget er fundet på rakker-databasen, hvor der i øvrigt kan findes mange interessante oplysninger.
Kjælle Caspers Mor
Vi kommer nu til Danmarks sidste omstrejfende “ægte” kjæltring Casper Madsen eller Kjælle Casper, som man kaldte ham. Naturligvis er der mange efterkommere efter omtalte folk, og jeg kender adskillige brave folk, der nedstammer fra skøjerne; men Casper var faktisk den sidste af disse, der blev ved at strejfe om og samle “tow” (uld), når hans “snævert hålkes o hans du’bæls wa lak”, d. v. s. når hans brændevinsflaske og pung var tom. Kræ Tænds og An Mari Mæsters fjerde barn, Casper blev født den 4. februar 1841 i Møruphus. Det var en tung prygl at slæbe rundt med, når moderen var ude at tigge, og dertil kom, at drengen var urolig. An Mari beklagede sig over, at hun ikke kunne lære ham at drikke brændevin, skønt hun kom sukker i, en sådan drik havde ellers – erfaringsmæssigt – en beroligende indflydelse på urolige pattebørn.
Som voksen voldte Casper i hvert fald ikke moderen sorg i den retning. Allerede som syv års dreng kom han ud at tjene i Borris, hvor han på heden skulle vogte et halvthundrede får. Det var ikke altid så̊ let, da dyrene strejfede vidt om efter skorrehat (svampe), som de var helt tossede efter. Også som 10-11 årig knægt tjente han i Borris. En dag, han havde besøg af sin moder, blev han bidt af en hund. Men An Mari vidste råd, hun rykkede nogle hår af hunden, og lagde på såret, i overensstemmelse med et gammelt mundheld. Hundehår kan kurere hundesår.
Kilder:
Kjælle Casper H. P. Hansen: Natmandsfolk og Kjæltringer Bind II, side 193-ff.
