”Proprietærene anviser Rakkerne Byggepladser paa Udhederne langt fra andre Mennesker.”
(Amtmand Lund. Lundenæs og Bøvling. 1717)
Omkring 1820 var rakkernes storhedstid ved at være forbi, og rakkerne blev presset længere og længere ud i marginale områder. Propnetærerne havde for længst anvist rakkerne byggepladser på heden, som efterhånden kom til at fungere som tilflugtssted for resterne af en stærkt marginaliseret gruppe rakkere, der hverken kunne eller ville integreres i det lokale bondesamfund.
Navnligt i 1800-tallet opstod der derfor visse rakker-hovedcentrer i Jylland. Ringkøbing Amt, Ålborg Amt og Viborg Amt var sådanne centrer. På heden kunne rakkerne forholdsvis ugeneret leve deres frie og lovløse liv. Her drev de om i små grupper eller store flokke hvor de enten tiggede og stjal eller lavede dagarbejde, skærsliberarbejde samt blik- og glarmesterarbejde på de omkringliggende gårde.
Som supplement til tiggeriet og de forskellige former for rakkerarbejde drev rakkerne jagt og fiskeri. Mændene vandrede altid omkring med medestang og ålejern, og de fleste rakkere var meget gode fiskere.
Nogle rakkere byggede simple boliger på heden. Disse var ofte gravet ind i en bakkeside eller halvvejs nedgravet i jorden og blev af den øvrige befolkning kaldt for rakkerkuler. Rakkerkulen i Bratbjerg er et eksempel på en sådan.
Længere frem i tiden boede rakkerne enten i fattighusene eller i simple småhuse, hvoraf der fandtes mange på den tid. Rakkerhuset i Bjørnemosen er et eksempel på et sådant hus.
Kilde
Den gamle rakkerudstilling på Bundsbæk Mølle (du finder den nye udstilling her)