“Samtidigt med at de gamle skøjere døde bort, forsvandt særpræget og “kasten” ophørte med at eksistere”
(H.P. Hansen, 1960)
Kun få af Natmandssagens mange forslag blev ført ud i livet Deportationer, arbejdslejre og tilvejebringelse af ejendom blev aldrig en realitet. På sigt var det mere grundlæggende samfundsændringer, der medvirkede til natmandsfolkets gradvise aftagelse.
Grundet en stadigt stigende oplysning forsvandt fordommene blandt almuen efterhånden, og det voldte ikke længere vanskelighed at anbringe de yngre arbejdsføre personer i tjeneste hos bønderne.
Med landboreformerne havde jordbruget desuden fået et opsving, der krævede forøget arbejdskraft. Behovet for arbejdskraft i landbruget var dermed med til at indsluse rakkerne.
Karlene blev taget til soldater, gjorde deres ture i krigene og erhvervede sig herved den anseelse, de hidtil havde savnet.
Endelig drog nogle til det forjættede land, Amerika, for at bryde nye baner.
Kun de ældre rakkere, der var vant til at vandre omkring med tiggerpose og bliktøj, fik lov til at blive i deres profession. Alternativt blev de anbragt på fattiggårde.
Kilde
Den gamle rakkerudstilling på Bundsbæk Mølle (du finder den nye udstilling her)